fbpx

Test: Dronen Bebop ser det hele fra oven

/
/
img

Vi har sendt Parrots seneste drone Bebop til vejrs med en 12-årig testpilot

Parrot Bebop er en hidsig lille fyr af en drone. I hvert fald at dømme ud fra lyden, der, selv når dronen blot hænger og svæver et par meter over jorden, mest af alt minder om en sværm temmelig mopsede brumbasser.

SkalViLege.Nu’s 12-årige testpilot Felix har tidligere prøvet kræfter med et par af Parrots droner, og det volder derfor intet besvær at få parret Bebop med Parrots app Free Flight 3, der benyttes til at styre dronen direkte fra en smartphone eller tablet.

Selve forbindelse mellem drone og smartphones etableres via et lokalt Wifi-netværk, som dronen selv genererer. Bebop har fire indbyggede Wifi-antenner og understøttelse for både 2,4 og 5 GHz, rækkevidden er derfor omkring 250 meter. Selvom det til tider drillede lidt med at få forbindelsen etableret, oplevede vi, at den var meget stabil, når først drone og smartphone havde fundet hinanden

Det er muligt at montere ”kofangere” af flamingo på dronen, så den ikke tager skade af eventuelle sammenstød med vægge og indbo, hvis ambitionen er at flyve omkring med den indendørs. Men som testpiloten hurtigt konkluderede, så er det slet ikke så sjovt at flyve med Bebop, hvis der ikke er godt med plads at røre sig på.

 

Parrot Bebop har øjne

Det er specielt ”øjet” i dronens front, som ifølge SkalViLegeNu’s testpilot gør selve Bebop rigtig interessant. Her sidder der nemlig monteret et 14 megapixel kamera med et 180 graders synsfelt, som kan skyde video i fuld HD-kvalitet.

Dronen har otte gigabyte indbygget hukommelse, hvilket er nok til omkring 45 minutters video. Samtidig der indbygget både fysiske og digitale stabilisatorer i kameraet, hvilket betyder, at dronens optagelser bliver relativ rolige. Videooptagelserne Parrot Bebop leverer er med andre ord rent faktisk brugbare til i hvert fald hobbybrug.

 

Parrot-Skycontroller_Yellow_TabletFjernbetjening for viderekommende

Det er fint muligt at styre Parrot Bebop via app’en og en smartphone, men det bliver langt sjovere og nemmere at være dronepilot med en Parrot Skycontroller, der er en avanceret fjernstyringsenhed med en lang række funktioner.

Når Skycontrolleren kommer på banen, så er det den og dronen der etablerer forbindelse med hinanden via Wifi – pilotens smartphone er ikke længere nødvendig for at flyve med dronen. I stedet monteres smartphone eller tablet i Skycontrolleren som en skærm, der gør det muligt at følge dronens kamera.

Skycontrolleren har en indbygget Wi-fi extender og tilhørende antenne, så rækkevidden for en flyvning når op på teoretiske to kilometer – i praksis foreskriver de danske regler for flyvning med drone dog, at piloten altid skal have visuel kontakt til dronen.

 

BEBOP_DRONE_SKY+FPV_YELLOW_QUE_POUR_LE_PACKBedre kontrol med Parrot Skycontroller

Skycontrolleren er udstyret med to styrepinde, som til sammen kontrollerer fremdrift, orientering og højde. Det krævede nogle prøveture og ikke mindst et par styrt, før SkalViLegeNu’s testpilot havde styr på styrepindende, men så blev det hurtigt nemt at styre Bebop-dronen langt mere præcist, end hvad der er muligt på en smartphone.

Fjernstyringsenheden har samtidig separate styrepinde og knapper til at aktivere og bevæge dronens kamera samt en knap, som aktiverer dronens indbyggede GPS, hvilket i teorien skulle få dronen til automatisk at vende tilbage til det punkt den startede fra. Det forblev ved teorien.

Desværre havde vi ikke mulighed for at teste den muligvis mest blærede funktion i Parrots Skycontroller – muligheden for at tilkoble og bruge virtual reality-briller til at se gennem dronens kamera under flyvningen – da vi ganske enkelt ikke havde et sådan sæt.

 

Ti minutters flyvetid på batteriet

Parrot Bebop har en vægt på blot 390 gram, men trods den lave vægt oplevede vi, at dronen var meget stabil at manøvre omkring, også selvom der ikke var helt vindstille. Dronen bliver selvfølgelig påvirket af vinden, men er alligevel imponerende nem at styre i åbent luftrum.

Det medfølgende genopladelige batteri holder til omkring 10 minutters flyvning, så der kan være fornuft i at investere i et ekstra batteri eller to – men da de koster omkring 400 kroner stykket, er det ikke helt billigt og måske kun en ringe trøst, at drone og Skycontroller benytter samme type batteri.

Et dyrt stykke legetøj

Parrot Bebop er i det hele taget et dyrt stykke legetøj – specielt ikke hvis der skal en Skycontroller med i kassen. Et stykke tilbehør der, trods prisen, forøger glæden ved dronen helt utroligt. SkalViLegeNu’s testpilot er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at droner fremover kun er rigtig sjove at flyve med en dedikeret controller.

Vi må derfor konkludere, at Bebop er Parrots bedste drone til dato. Den er virkelig sjov at flyve med, og muligheden for at optage video gør både dronen ekstra sjov og åbner op for den videre leg, det kan være at efterbehandle optagelserne og producere film.

Men Bebop er også ”et stykke legetøj”, som først er aktuel at investere i, når interessen for at flyve med droner er blevet testet af og har bidt sig fast med de mindre og langt billigere modeller, som også er på markedet.

 

Parrot Bebop

Drone, vejledende pris: 4.065 kr.

Drone med Skycontroller, vejledende pris 7.300 kr

Webside: Parrot.com

 

 

 

 


This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :