Panter Tanter bliver måske det næste Lego Ideas-sæt
Lego Ideas projekt baseret på tv-serien Panter Tanter opnår 10.000 stemmer
Gennem syv år fra 1985 til 1992 kunne seerne på den amerikanske tv-station NBC følge med i livet hjemme hos de fire ældre kvinder Dorothy, Rose, Blanche og Sophia, der boede sammen i et hus i Florida. Tv-serien Golden Girls, eller Panter Tanter som den kom til at hedde på dansk, blev hædret med flere Emmy-priser og figurer som nummer 69 på Writers Guild Of America liste over bedst skrevne komedieserier nogensinde.
Alligevel er det ganske overraskende, at et Lego Ideas projekt bygget over Panter Tanter er gået hen og har fået 10.000 stemmer, og dermed ryger nu videre til Legos bedømmelsesudvalg og muligvis videre til produktion.
Bedømmelsesudvalget er nedsat for at vurderer alle de Lego Ideas projekter, som opnår 10.000 stemmer – blandt andet kigger udvalget på projekternes lege- og byggekvaliteter, kommercielle potentiale, rettigheder med videre.
I bedømmelsesudvalget skal Panter Tanter projektet blandt andet konkurrere mod projekter baseret på den nylige afdøde forfatter Terry Pratchetts Discworld-univers, Elsas palads fra tegnefilmen Frozen samt en model af den internationale rumstation og et virkelig overbevisende Tyrannosaurus Rex projekt.
Du kan se flere billeder af Panter Tanter projektet herunder.