Hasbro og Lego kaster sig over Overwatch
Det populære actionspil Overwatch gør klar til at indtage legetøjsbutikkerne
Det er blot to år siden spiludgiveren Activision/Blizzard lancerede actionspillet Overwatch, der ifølge firmaets egne tal i dag har over 40 millioner spillere på verdensplan – og nu skal legetøjsbutikkerne erobres.
Activision/Blizzard har således indgået en licensaftale med Lego, der har planer om at udsende en række forskellige sæt baseret på det farverige spilunivers.
Det kunne Tim Kilpin, direktør for Activision/Blizzard Consumer Products Group, fortælle ovenpå den netop afholdte rettighedshavermesse Licensing Expo 2018.
Præcis hvilke Overwatch-sæt Lego har planer om, vides endnu ikke.
Ved samme lejlighed har Activision/Blizzard også indgået en såkaldt master toy license med Hasbro, der åbner op for en lang række af legetøjsprodukter baseret på Overwatch heriblandt brætspil og Nerf-blastere.