Lego tager på Central Perk med Friends
Lego Ideas gør klar til en kop kaffe med vennerne
New York-kaffebaren Central Perk var gennem ti år stedet, hvor vennerne Chandler, Monika, Ross, Rachel, Joey og Phoebe indtog utallige kopper kaffe – i tv-serien ‘Friends’ selvfølgelig..
Inden længe får du mulighed for selv at hænge ud med vennerne i seriens ikoniske kaffebar, når Lego i løbet af 2019 lancerer et Lego Ideas-sæt baseret på en af de mest populære komedieserier nogensinde.
Læs også: Lego Ideas hylder Mickey Mouse
Det oprindelige Lego Ideas-projekt, som det kommende sæt baseres på, er designet af den franske Lego-entusiast Aymeric Fievet.
Han fortæller i et interview på Lego Ideas-websiden, at ‘Friends’ er hans favorit tv-serie, og at han vidste, at han med dette projektet kunne nå flere generationer.
Lego har endnu ikke offentliggjort pris eller lanceringsdato for Lego Ideas Friends-sættet. Billederne herunder er derfor heller ikke af det endelige sæt, men fra Aymeric Fievet projektside.
Det er forresten ikke første gang, at en komedieserie danner grundlag for et Lego Ideas-sæt – Lego har tidligere lanceret et sæt baseret på tv-serien ‘The Big Bang Theory’, som vi anmeldte i 2015.