Lego Ideas hylder Mickey Mouse
Mickey Mouse står til søs i sort hvide klodser
Der er næppe nogen tegnefilmsfigur, som er mere ikonisk end Disneys Mickey Mouse. Sidste år kunne musen fejre 90 års jubilæum, og nu hyldes han i det næste Lego Ideas-sæt.
Lego Ideas Steamboat Willie-sættet er baseret på tegnefilmen af samme navn fra 1928, hvor Mickey Mouse havde sin officielle debut. ‘Steamboat Willie’ er samtidig den første Disney-film med synkroniseret lyd.
Klar allerede til april
Det oprindelige Lego Ideas-projekt blev lagt online allerede i 2016 af Lego-entusiasten Máté Szabó, der havde held med at opnå 10.000 stemmer og få sit projekt taget videre til Legos bedømmelsesudvalg, som officielt gav projektet grønt lys i midten af februar.
Det er således lidt af en overraskelse, at Lego allerede nu kan melde ud, at Lego Ideas Steamboat Willie-sættet vil stå klar på hylderne den 1. april til en pris på 749 kroner.
Langt fra original til produkt
Legos egne folk, designer John Ho og grafiker Crystal Marie Fontan, har med udgangspunkt i Máté Szabós Lego Ideas-projektet stået for udformingen af den endelige udgave.
Og som det kan ses på billedet, så har dampbåden fået en gevaldig overhaling i forhold til udgangspunktet. En af de små fine detaljer i det endelige sæt er dampfløjterne på taget af styrehuset, der, ligesom skovlhjulet, bevæger sig når båden skubbes hen over gulvet.
Lego Ideas Steamboat Willie-sættet byder på i alt 751 klodser, og følges naturligvis til dørs af både en Mickey Mouse og Minnie Mouse minifigur – alt sammen holdt i tegnefilmens monokrome farveholdning.