fbpx

Anmeldelse: Partyspillet Speak Out blotter tænder

/
/
img

I Speak Out får du lov til både at se tåbelig ud og vrøvle på livet løs

Partyspillet Speak Out gør det ikke kun til en udfordring at sige sætninger som ”bøvsende babyer lugter” eller ”hvilken vidunderlig pandelampe” – det får også deltagerne til at ligne undslupne tandlægepatienter.

Årsagen til begge dele er de plastikmundstykker, som deltagerne er udstyret med. De spreder nemlig læberne fra hinanden, så det bliver stort set umuligt at forme en lang række bogstavlyde.

Selve spillet går i al sin enkelhed ud på, at deltagerne holdvis og på tid skal gætte, hvad deres medspillerne forsøger at læse højt fra et kort. Det er selvfølgelig ikke tilladt at mime de ofte fjollede sætninger, der med adspredte er noget nær umulige at udtale.

Gætter medspillerne sætningen i tide, så er der point.

 

Speak Out er officielt ikke velegnet til børn

Speak Out er et regulært partyspil, og kræver derfor ikke meget andet end godt humør og venner at lege med. Og det er sjovt at se og høre andre forsøge at sprutte sig igennem ord og sætninger, som det er frustrerende svært at udtale med mundstykket i munden.

Spillet er på æsken angivet til spillere fra 16 år og op, hvilket blandt andet hænger sammen med de i alt fem medfølgende mundstykker, som i udgangspunktet er for store til børn. I hvert fald hvis Hasbro som producent skal have ryggen fri rent ansvarsmæssigt.

Med det sagt så har vi testet Speak Out med børn i alderen fra 10 til 14, og der var ikke problemer med at få mundstykket på plads.  Men det havde været rigtig fornuftigt med mundstykker i forskellige størrelser. Uanset spillerens størrelse er det dog fornuftigt at følge æskens anvisninger om kun at have mundstykket i munden, når ens sætning skal læses højt.

Der er mere gimmick end regulært spil i Speak Out – det er underholdende i øjeblikket, men det er så som så med langtidsholdbarheden. Det er knap så fornøjeligt at skulle vaske mundstykker efter endt spil, for selvfølgelig tåler de ikke en tur i opvaskemaskinen. Og så er prisen helt hen i vejret.

 

speak-out-1Speak Out
Antal spillere: 4-5
Aldersgruppe: Fra 16 år
Spilletid: cirka 20 minutter
Set til: 249,95 kr.

 

Speak Out var stillet til rådighed af Hasbro

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :