Barbie er klar til at træde i Kaptajn Kirks fodspor
Mattel fejrer Star Trek-jubilæum med tre særudgaver af Barbie
Barbie har gennem sin lange karriere været alt fra præsidentkandidat til frisør og cowboy. Og nu er hun parat til at sætte sig til rette på broen til rumskibet Enterprise.
For at fejre tv-serien Star Treks 50 års jubilæum lancerer legetøjsfirmaet Mattel nemlig tre helt nye Barbie-dukker baseret på den i dag klassiske science fiction-serie.
De tre Barbie-dukker er baseret på henholdsvis Kirk, Mr. Spock og Uhura iklædt de oprindelige uniformer og udstyret med såvel phasers og tricorders.
De tre Barbie-dukker skulle dukke op i de amerikanske butikker i slutningen af juni til en pris på cirka 250 kroner per styk. Dukkerne vil næppe være at finde på det danske marked, hvor begejstringen for Star Trek er noget mere afdæmpet.
Læs også: Barbie har prøvet alt
Ikke første gang Barbie tager på rumrejse
Det er imidlertid ikke første gang Barbie melder sig ind i Star Fleet – da Star Trek kunne fejre sit 30 års jubilæum i 1996 blev der også lanceret en særudgave af Barbie og Ken i Star Fleet-uniformer.
Ligesom der i forbindelse med Star Treks relancering som biograffilm i 2009 også blev lanceret nye og ikke særlig kønne Barbie-dukker baseret på filmens skuespillere.