Her er årets bedste brætspil 2015
Brætspilsprisen Guldbrikken kaster sig over drage-kapløb og epidemier
Juryen bag brætspilsprisen Guldbrikken har her til eftermiddag kåret årets bedste brætspil. Prisuddelingen fandt sted ved arrangementet DR Frit Spil, som løb af stablen i DR Koncerthuset.
Læs også: Årets bedste brætspil nomineret til Guldbrikken 2015
Det er syvende gang Guldbrikken uddeles, og juryen har i år skullet spille sig igennem i alt 35 forskellige tilmeldte spil for at finde vinderne i de fire kategorier Børne-, Familie-, Voksen- og Selskabsspil samt den særlige Juryens Specialpris.
“Brætspil er ikke blot solid underholdning og hygge med familien, men kan også ses som en brobygger mellem generationer, hvor alle samles for en stund i et frirum med plads til spil og leg. Formålet med Guldbrikken er at sætte fokus på de nyeste, sjoveste og mest nyskabende brætspilsoplevelser, der findes på det danske marked”, fortæller juryformand Thomas Vigild.
Du kan se vinderne af Guldbrikken 2015 herunder.
Årets Børnespil
Drage Rally
Fra 4 år. 2-4 spillere.
Udviklet af Manfred Ludwig. Udgivet af Schmidt Spiele.
Juryens begrundelse: I både tema og spilmekanik er Drage Rally et forbilledligt brætspil til børn i alle aldre. Dels forstår alle historien i drage-kapløbet rundt om vulkanen, dels er reglerne forståelige, overskuelige og udfordrende på samme tid. Drage Rally formår at kombinere heldet i terningskast med en knivspids snuhed og taktik i et originalt udformet spillebræt, som hele tiden ændrer sig.
Årets Familiespil
Splendor
Fra 8 år. 2-4 spillere.
Udviklet af Marc André. Udgivet af lautapelit.fi.
Juryens begrundelse: Smykker, ædelstene og juveler er ganske vist temaet i Splendor, men det virkelige guld ligger i spillets stramme og fængslende gameplay trods dets enkle regler. Alt i Splendor handler om flow, timing og om at træffe de rigtige valg og svære fravalg i tide, hvilket skaber et fascinerende tidsløst strategispil, der fungerer på tværs af både køn, kunnen og alder.
Årets Voksenspil:
Castles of the Mad King Ludwig
Fra 12 år. 1-4 spillere.
Udviklet af Ted Alspach / Competo.
Juryens begrundelse: Evner som byggelyst, kreativitet og økonomisk snuhed går stærkt i spænd i Castles of Mad King Ludwig, når spillerne dyster om at tilfredsstille den gale kongens ønsker ved at bygge hver deres slot på bordet. Ikke alene bliver slottene smukke, men alle er med hele tiden, og ingen sejr er sikker før pointoptællingen til slut. Et slående originalt og veldesignet strategispil med både dybde, variationer og udfordringer til voksne spillere.
Årets Selskabsspil:
Spyfall
Fra 12 år. Fra 3 til 8 spillere.
Udviklet af Alexandr Ushan. Udgivet af Competo.
Juryens begrundelse: Spyfall er et af årets mest enkle, men tidsløst humoristiske spil, hvor grin, bluff og mystiske grimasser skaber et usædvanligt fængslende selskabsspil i klapjagten på spionen omkring bordet. Et spil, der både får spillerne til at observere hinandens adfærd og mimik, men også krydsforhøre hinanden, når både spørgsmål som svar er ligedele afgørende som afslørende.
Juryens Specialpris:
Pandemia (Pandemic)
Fra 10 år. Fra 2-4 spillere.
Udviklet af Matt Leacock. Udgivet af Lautapelit.fi.
Juryens begrundelse: Da dette spil udkom tilbage i 2007, blev det startskuddet til en helt ny genre af brætspil. En spilgenre, hvor alle spillere dyster sammen mod spillet, og alle dermed vinder eller taber kollektivt. Siden da har genren for samarbejdsspil vokset sig stor og populær, så derfor går Juryens Specialpris i år til et af den slags historiske spil, som alle skal have i samlingen. Denne nye danske udgave understreger i høj grad spillets tidsløshed, og derfor går Juryens Specialpris 2015 til Pandemia for dets ubestridte centrale position i brætspilhistorien.