Google og Mattel giver View-Master et comeback
View-Masters klassiske billedhjul er udskiftet med smartphone og virtual reality
Den klassiske View-Master, de fleste husker, er ganske givet den røde plastikmodel, som første gang blev lanceret i starten af 1960’erne. Ved at indsætte et billedhjul med foto fra for eksempel fjerne lande kunne de uopnåelige destinationer opleves som 3D-foto, og med den store skydeknap på siden drejede hjulet og motivet skiftede.
På den netop overståede store legetøjsmesse Toy Fair i New York kunne legetøjsfirmaet Mattel løfte sløret for, hvordan de i samarbejde med Google har genopfundet dette klassiske stykke legetøj, så det er klar til at træde ind i en verden med smartphones og internet.
Det ”gammeldags” billedhjul er erstattet af din smartphone, som skal monteres i en slags virtual reality brille. På den måde giver View-Master mulighed for at udforske berømte steder, landemærker, planeter med mere i en 360 graders såkaldt photospheres, hvor brugeren ved at ”klikke” på skydeknappen på siden af brillen kan hente ekstra information og lignende relateret til den visuelle oplevelse.
Mattel har bygget den nye View-Master op omkring Googles såkaldte Cardboard-platform, og selvom systemet derfor fint kan fungere uden de klassiske billedhjul, så er de alligevel ikke glemt. I stedet benyttes den nye version af billedhjulet til at låse op for forskellige billedoplevelser, og på den måde forsøger Mattel at holde fast i billedhjul som samlerobjekter.
“Vi udviklede Google Cardboard som en åben platform for netop at inspirere firmaer som Mattel til at gentænke, hvordan teknologi kan skabe nye brugeroplevelser. Mange af os, der arbejder med Google Cardboard, er vokset op med View-Master, så vi er rigtig glade for at samarbejde med Mattel og se, hvordan produktet udvikle sig,” udtaler Mike Jazayeri, produktdirektør for Google Cardboard, i pressemeddelelsen.
Mattel lancerer deres nye View-Master til efteråret. Prisen i USA kommer til at ligge på 30 dollar (cirka 200 kr). Dansk pris og lanceringstidspunkt er endnu ikke kendt.