Legetøjsminder: Iværksætter Martin Thorborg
Mine børn lammetæver mig i Memory
Martin Thorborg beskriver sig selv som serie-iværksætter, og har siden 1993 været involveret i mere end 25 forskellige virksomheder – måske bedst kendt er internetportalen Jubii, som Thorborg var med til at stifte.
I dag ligger Thorborgs fokus på regnskabsprogrammet Dinero, hvor han er administrerende direktør, samt på arbejdet med iværksætterportalen Amino og specialist-servicen Agera. Martin Thorborg er dertil en flittigt benyttet foredragsholder, og fik for nogle år siden titlen som Danmarks mest motiverende foredragsholder.
Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Det var min fiskestang. Jeg fiskede enormt meget og elskede at sidde nede ved Bagsværd sø og fiske for mig selv. Det var super. Jeg havde også en flitsbue og pusterør … jeg elskede alt, der havde med jagt og fiskeri at gøre – ikke at det er noget, jeg har forfulgt senere. Men det var de tre ting, jeg brugte uanede mængder af tid på.
Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg ønskede mig helt sindssygt et luftgevær, sådan et med kikkertsigte, men min far ville ikke have det. Jeg måtte helt op i den sene teenagealder, før jeg var så heldig at arve et luftgevær. Drømmen var at fise rundt og skyde på alt, hvad der rørte sig – et eller andet sted var det måske meget godt, at jeg ikke fik det.
Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Noget det bedste var en fjernstyret bil. Jeg ødelagde den ikke, men solgte den, og det fortrød jeg. Det var en fjernstyret rallybil, som jeg købte i en hobbybutik, samlede, malede og satte klistermærker på. Den kørte megagodt. En af mine kammerater var kæmpe misundelig på den og endte med at købe den, fordi han gav et bud, der var så godt, at jeg ikke kunne lade være med at sælge den.
Det ærgrede jeg mig over bagefter, for jeg fandt aldrig en bil, der kørte lige så godt som den – det er lige før jeg vil sige, at jeg stadig savner den.
Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Det er Lego Mindstorm og Lego Technic sammen med min søn. Vi har noget nær en tradition med, at når vi tager i sommerhus, køber vi sådan en Lego Technic-bil, som vi kan sidde sammen og bygge. Ellers synes jeg, det er vildt hyggeligt at spille computerspil med ungerne – så sidder vi med Xbox og kæmpe fjernsyn og tæver hinanden.
Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Sådan nogle brætspil som Skak for eksempel. Jeg er simpelthen en matematisk/strategisk idiot. Eller et spil som Simon, hvor du skal huske en sekvens af ting – det er klart den type spil jeg hader mest. Jeg er sindssyg dårlig til dem, og får nærmest ondt i hovedet af at prøve. Mine børn lammetæver mig for eksempel i Memory.
Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Det er fjernstyrede ting. Jeg har flere droner, og morer mig kongeligt med at flyve med dem indendørs. Jeg elsker at side og slappe af og flyve sådan en drone rundt i huset. Fjernstyret legetøj som biler og fly har altid appelleret til mig, men dronerne er klart det, jeg synes er skæggest i øjeblikket. Det synes ungerne også. De vil bare altid gerne prøve, og det går altid galt. Jeg tror jeg har oppe på drone nummer otte i øjeblikket – resten er blevet ødelagt af mig selv, kollegaer og mine unger.