Lego stopper samarbejdet med Shell
Lego har siden 2011 haft et samarbejde med Shell, hvor billister sammen med en tankfuld benzin kunne få et Shell-brandet Lego-sæt med i handlen. Det der i markedføringssprog kaldes for en co-promotion kontrakt.
Det var imidlertid et samarbejde, der ikke faldt i god jord hos miljøorganisationen Greenpeace, der tidligere i år iværksatte en kampagne mod såvel Shell som Lego.
”LEGO udviser normalt et stort ansvar på miljø- og klimaområdet, og det har været ubegribeligt for mig, hvorfor de ville samarbejde med en af verdens værste klimasyndere. Shell sætter hensynet til sikkerhed, miljø og klima til side i jagten efter olie i Arktis, der kan få katastrofale følger,” fortæller Birgitte Lesanner, kampagnechef hos Greenpeace, til Ekstra Bladet.
Som et resultat af kampagnen, kunne LEGO Koncernens administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp i går aftes officielt meddele, at ”som det forholder sig på nuværende tidspunkt, vil vi ikke forny co-promotion kontrakten med Shell, når den nuværende kontrakt udløber.”
Jørgen Vig Knudstorp understreger i meddelelsen, at det er Legos faste overbevisning, at Greenpeace burde have en direkte dialog med Shell. LEGO brandet burde ifølge direktøren aldrig være blevet involveret i Greenpeaces uoverensstemmelse med Shell.
”Vores interessenter har alle høje forventninger til den måde, vi agerer på. Det har vi også. Vi tager afstand fra den taktik Greenpeace anvender, som kan have skabt misforståelser blandt vores interessenter om vores måde at drive virksomhed på. Vi vil sikre, at vores fokus ikke fjernes fra vores løfte om at levere kreative og inspirerende legeoplevelser,” lyder det fra Jørgen Vig Knudstorp på Legos webside.
Herunder en af Greenpeaces kampagnevideoer mod Shell og Lego: