Playmobil satser på både gynger og karruseller
Siden de første Playmobil-figurer så dagens lys for 40 år siden, har de smilende plastikfigurer sejlet verdenshavene tynde ombord på sørøverskibe, kæmpet mod asiatiske drager og været både omkring det vilde vesten, middelalderen og på udflugt i det ydre rum.
Men i år kan Playmobil-familierne for første gang besøge deres helt egen forlystelsespark. Den tyske legetøjsproducent har nemlig lanceret en hel ny temaserie, hvor ballongynger og karruseller er i fokus – vi har talt med Playmobils udviklingschef Bernhard Haneom om arbejdet med de nye sæt.
Børnene inspirerer til nye Playmobil-sæt
”Vi har modtaget rigtig mange breve fra børn, som gerne ville have et forlystelsespark-tema. De skriver og fortæller om, hvordan de har besøgt sådan en park med deres familier, og at de rigtig gerne ville have Playmobil-sæt, så de kunne lege videre,” fortæller Bernhard Hane
De otte sæt i Playmobils nye serie er ifølge Bernhard Hane ikke baseret på nogle specifikke forlystelsesparker. For selvom designerne fik lejlighed til at besøge et par parker i forbindelse med udviklingsarbejdet, er de endelige modeller i lige så høj grad bygget over designernes egne barndomsminder.
Heller ikke Playmobils egen Funpark, som ligger side om side med selskabets hovedkvarter i den tyske by Zirndorf nær Nürnberg, har haft indflydelse på de otte Playmobil-sæt.
”Playmobil Funpark er mere en ’gør-det-selv’-forlystelsespark. Det betyder, at vi i Funpark udelukkende har legeområder, hvor børnene selv skal være aktive. Der er ikke noget med at skulle stå i kø eller sidde passivt i en forlystelse i vores Funpark. De nye sæt går imidlertid i den anden retning, for det er det, de fleste børn kender fra deres eget liv,” fortæller udviklingschefen.
Rutsjebanen blev for stor
”Når vi udvikler et nyt tema som dette, skal vi altid tage hensyn til hvad børn i forskellige lande kender og forstår. De skal gerne kunne forstille sig hvordan og hvad de kan lege med de enkelte sæt,” fortæller Bernhard Hane.
Udover at indholdet i de otte sæt i serien skal være genkendeligt for børn verden over, så skal Playmobils designere også tage en række praktiske hensyn. Først og fremmest skal de otte sæt rent prismæssigt strække sig over et spektrum, hvor der både er sæt forældrene kan give i gave, men også sæt børnene selv har råd til at købe for deres lommepenge. Samtidig må de enkelte sæt ikke vokse sig så store, at der slet ikke er plads til dem på et børneværelse.
”Tidligt i udviklingsprocessen havde designerne planer om både at lave en rutsjebane og et spøgelseshus. Men begge sæt blev meget store – de ville have været alt for dyre, svære at lege med og teknisk meget udfordrende at konstruere og støbe,” slutter Bernhard Hane.
Herunder kan du se nogle af de breve og tegninger, som Playmobil har modtaget fra børn, der gerne ville have en forlystelsespark at lege med.