Hot Wheels laver Star Trek-biler
Star Trek er umådeligt populært i specielt USA, og mængden af legetøj baseret på såvel de forskellige tv-serier og film er mildest talt omfangsrigt – og så dukker der alligevel nye produkter op fra tid til anden som overrasker.
Som nu for eksempel Mattels nye serie af Hot Wheels-biler. Bilerne er en hyldest til den oprindelige tv-serie fra 1966, og henter inspiration til sit visuelle materiale i de Star Trek-tegneserier som Gold Key Comics begyndte at udgive i slutningen af 1960’erne.
Hot Wheels serie af Star Trek-biler hylder seks af de oprindelige besætningsmedlemmer på rumskibet Enterprise med hvert sit køretøj: Captain Kirk med en ’49 Ford C.O.E., Spock med en ’59 Chevy Delivery, Uhura med en ’88 Jeep Wagoneer, Scotty med en Custom ’52 Chevy, Bones med en ’38 Dodge Airflow og Sulu med en Midnight Otto.
De seks Hot Wheels Star Trek-biler er selvfølgelig udelukkende tiltænkt samlere, og de kommer således ikke til salg i de danske butikker.