Min bedste julegave nogensinde!
Vi har her på SkalViLege.Nu talt om legetøjsminder med en lang række kulturpersonligheder i løbet af året, og det har været rigtig hyggeligt, skægt og til tider rørende at høre om barndommens legetøj.
December måned handler selvfølgelig ekstra meget om legetøj, der i deres skønne pakker med bånd og sløjfer finder vej under juletræet. Vi har derfor inviteret en række af årets deltagere i legetøjsminder til at fortælle om deres bedste jule- eller kalendergave nogensinde.
Jeg fik, da jeg var fire-fem år, et lille turkis miniature-klaver, som jeg var helt utrolig begejstret for og klimprede så meget på, at jeg er helt sikker på, min mor fortrød bitterligt, at hun havde givet mig det.
Jeg har stadig klaveret, men jeg har gemt det for mine børn for ikke at bløde ud af ørerne.
Det er lidt snyd, for min bedste julegave var ikke et legetøj. Det var en hund. Min bror og jeg fik Plet, da jeg var 11, fordi min mor skulle til at arbejde sent om eftermiddagen, og så syntes min far og hende, at vi skulle have nogen at komme hjem til. Når man først har fået en lille sort hvalp i gave, så er det ligesom ret svært at komme efter med en ting, der er helt lige så godt.
Barbies brudekjole med Barbie i. For at forstå det skal man nok kende nogle faktorer, ud over at jeg fik den af min elskede, elskede mormor.
For det første var det en ÆGTE Barbie, der havde kjolen på. Min søster og jeg fik ellers altid de uægte fra Brugsen eller grænsehandelsbutikkerne, fordi ingen af de voksne troede, at børn kunne se forskel. Som om! Deres flabsede ben kunne ikke holde til at ride på dinosaurusser og bjørne (der var kun én hest), de var halvskaldede med luffehænder og selv lugten var anderledes. Men den her Barbie, som mine brand-bevidste barnefingre pakkede ud, var den ÆGTE, med bøjede arme og et brus af krøller. Der var små aftegninger af negle på hendes perfekte fingre.
For det andet var der tøjet. Vi havde bare ikke den slags fra reklamerne. Jeg eksperimenterede meget med at lave Barbie-tøj ud af gamle tennissokker, for det påstod min mor, at hun havde glimrende resultater med i sin barndom. Det havde jeg ikke.
Så da jeg pakkede den perfekte dukkedame ud, var det lidt som at blive rig lige pludselig. Det var jo den slags, der kun skete for de andre børn. Og kjolen… åh kjolen. Min mormor havde selv syet den, og aldrig har så mange blonder kæmpet om at hænge sammen på så lidt plads. Den var P E R F E K T.
Selvom jeg var hardcore LEGO-fan var det noget så kættersk som et Playmobilsæt, der gav det største julesus nogensinde. 1981 Playmospace rumskibet i et fantastisk octagon-design med giftige plastic-farver og små R2D2-ripoff figurer. Den er siden blevet et lille samlerobjekt, men med lidt held kan man finde den til 40-50 euro på nettet.
Den bedste gave jeg fik som barn, var uden tvivl min Bølle. Den brune bamse med plastikansigt havde jeg ønsket mig længe. Jeg fik den af mine forældre i julegave, da jeg var 7 år.
Jeg husker hvordan jeg faldt i søvn med bamsen, og synes at den duftede fantastisk godt. Den var jeg glad for i mange år. I dag står den på min datters seng. Det er dog ikke blevet hendes yndlings bamse.
Et mirakel må have opfrisket min erindring om den rumbase med rummænd, som jeg (og muligvis min lillebror til deling) fik i julegaven engang omkring 1970. Den var så sej. Jeg har ved at kigge på nettet fundet ud af, at det var Major Matt Masons rumbasen
Synet af navnet alene, der må være noget af det første, som jeg har kunnet læse, udløste øjeblikkeligt lugterindringen fra det sikkert totalt parabene-inficerede gummi, der var brugt til de bøjelige led i arme og ben. Desværre var bøjeligheden baseret på ståltråd, der til sidst gav efter for metaltræthed. Men Major Matts rumslæde og hans unavngivne ven var det sejeste… så længe de varede.
I dag husker jeg mest bare følelsen ved december måned. Jeg tror, at det var den eneste måned, hvor min mor ikke havde problemer med at få mig op om morgenen, fordi jeg vidste at der ventede en kalendergave på mig. Jeg mindes at jeg lavede konfekt med min mor (hvilket jeg stadig gør), julebagning og pyntning. Glæden ved alle disse ting. Juleaften med lækker mad, julesange, dans omkring juletræet og et hus pyntet op til fest. Og selvfølgelig besøget fra julemanden. Jeg husker, at jeg altid ville hen for at se slæden med rensdyr. Hvordan mine forældre talte mig fra at gå på jagt efter den ikke eksisterende slæde, det ved jeg ikke.
Der var en bestemt julegave, som i sin tid var den, der fik mig til gå på jagt efter julegaver, hvert år. Det var et par lyserøde vinterstøvler som jeg fik af mine forældre.
Jeg havde haft et mareridt om natten og var derfor smuttet ud af mit værelse. Mine forældre var ikke gået i seng endnu, og jeg vidste, at hvis de opdagede mig, ville jeg bare blive lagt i seng igen. Derfor lagde jeg mig ned under vasketøjsstativet foran brændeovnen og lyttede til mine forældre, som snakkede ude i køkkenet. Min mor gik ud for at hente de lyserøde støvler, som jeg skulle have i julegave, og jeg spidsede ører og lurede ud gennem vasketøjet. Jeg er en meget nysgerrig person, og dette blev startskuddet til en årlig julegavejagt. Jeg udviklede endda teknikker, så jeg kunne åbne og lukke gaverne uden at det kunne ses. Jeg er ret sikker på, at julemanden ville have sat mig på de uartiges liste.
Min bedste julegave fik jeg som 11-årig af mine forældre. Det var et par hvide kunstløberskøjter med borter ned langs snørelukningen. Før jeg fik dem, klaprede jeg rundt på isen med nogle jerndimser, man kunne skrue på skoene. Med de nye, rigtige skøjter, kunne jeg udleve drømmen om at blive kunstskøjtestjerne. Jeg brugte mange kolde timer med at øve piruetter.
Min barndoms gavekalendere var ganske beskedne. Det var i virkeligheden fornemmelsen af kriblende spænding hver morgen, der var omdrejningspunktet i højere grad end gaven selv.
Gaverne kunne f.eks. være blyanter, julechokolader, små nissefigurer, klisterbånd, limstifter, glansbilleder og den slags. Mine forældre havde som regel været inde i den kinesiske butik i Jorcks Passage og finde nogle af gaverne. Derfor var der ofte et par gaver, der gik igen hvert år, uden at glæden ved dem blev mindre af den grund. For eksempel fik vi flere gange nogle af de her helt tynde papirbolde, som man kan puste op og spille med nærmest som balloner. Man kan få dem endnu, og de er virkelig fine.
Flere år fik vi også en gave, som hver gang var lige magisk og fascinerende, og det er den gave, jeg vil fortælle om: Nemlig en lukket muslingeskal, som man ploppede ned i et glas med vand, hvorefter man ventede (mere eller mindre) tålmodigt, til limen, der holdt muslingen sammen, gik i opløsning. Jeg ved ikke, om de skiftede lim i løbet af de år, hvor dette var et fast indslag i min barndoms pakkekalendere, men jeg husker det som om, der var år, hvor det tog flere dage for den lim at gå i opløsning. Der var også gange, hvor jeg var nødt til selv at lirke en kniv ind i sprækken mellem de to skaller. Om det så var utålmodighed eller en urimeligt holdbar lim, der var årsagen, husker jeg ikke længere.
Men hvis alt gik, som det skulle, så sad man altså og kiggede på den lukkede muslingeskal, som lå i et glas med vand. Og lige pludselig åbnede muslingen sig, og en stor, kulørt papirsblomst steg op gennem vandet og foldede sig ud i glasset. Den var tøjret til muslingen med en grøn snor, som fungerede som stilk, og hvis man ikke pillede for meget ved den, kunne den magiske undervandsblomst pynte i vindueskarmen i flere uger, lige indtil vandet i glasset begyndte at lugte. Det var nok den bedste gave, der var i min barndoms gavekalendere.
Det er lidt pinligt at indrømme det, nu da jeg er endt med at blive tegneserietegner. Men den bedste julegave var et års abonnement på Anders And & Co, som mine forældre gav min lillebror og mig til deling, da vi var henholdsvis 10 og 12 år. De blade blev samlet i fire samlemapper og læst sønder og sammen. Vi kan stadig citere replikker fra bladene den dag i dag!
Jeg var den yngste af tre drenge. Som den mindste skulle man tro, at mine brødre forkælede mig og passede på mig. Men sådan var det ikke. De to var som pot og pande, og deres yndlingsbeskæftigelse var at drille og mobbe deres aparte nørdede lillebror.
Et efterår var hele familien på ferie sydpå i datidens ‘resort’, der havde udviklet sin egen møntfod til børnene i form af små sammenklikkelige plastikkugler. Jeg startede ud med en lang flot halskæde af penge. Blandt de mange forlystelser faldt jeg pladask for det fantastiske marionetdukketeater, der var på reservatet. Her kom store flotte forgyldte riddere til live i drabelige eventyr på den lille teaterscene. Alt for sent opdagede jeg, at man kunne købe miniudgaver af de fantastiske marionetriddere i en lille bod ved siden af teatret, på det tidspunkt var min lange pengehalskæde skrumpet ind til et lille klemt armbånd. Ulykkelig beklagede jeg min nød til mine to brødre, de gloede uinteresseret på den lille ridderdukke, trak på skuldrene og gik videre. Jeg måtte efterlade den fantastiske ridder på hans plads i boden.
Ikke lang tid efter blev det jul. Vi var hjemme i Danmark igen. En af de sidste gaver til mig var en undseelig lille pakke fra mine brødre. Jeg rev papiret op, og der lå den forgyldte ridder med hjelm, et lille forgyldt sværd og snore i hænder og fødder. Til dato kan jeg ikke adskille, hvad der gjorde mig mest lykkelig, selve ridderen, som jeg bestemt ikke havde glemt eller det faktum, at mine brødre faktisk havde lyttet til mig og senere, i skjul, havde købt ridderen til mig for deres egne små plastikpenge. Det var en af de bedste gaver, jeg har fået som barn.