Legetøjsminder: Madskribent & kok Louisa Lorang
Kok, tv-vært og madskribent Louisa Lorang er ganske enkelt vild med mad, hvilket også afspejler sig i den række af kogebøger hun har fået udgivet – netop nu er hun aktuel med bogen Vild med mad, der handler om, hvor let det kan være at lave enkel og skøn mad året rundt. Til børnefamilierne har Louisa Lorang desuden netop udgivet Madpakkebogen, med 50 ideer til hvad ungerne kan få med i madpakken.
Louisa Lorang er derudover den ene af de tre kokke på TV2’s programmet Go’ Appetit, der har som mission at forny danskernes madglæde ved at vise, at det nemt lader sig gøre at smide et ordentligt måltid sammen på blot 25 minutter.
Få også inspiration til køkkenet på Louisa Lorangs egen webside her.
Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Der var to ting. Mærkeligt nok var den ene en kasse, som var fyldt med figurer – alt fra porcelænsfigurer til smølfer og Lego-mænd, selvom jeg egentlig ikke har gjort det så meget i Lego. Jeg elskede at lave universer, hvor de her figurer havde et liv. Der var ikke nogen egentlig logik i det, så alle figurer kunne få en plads.
Den anden yndlingsting var en legetøjspistol. Jeg er vokset sådan ret hippieagtigt op hvor kønnene skulle være lige, så på en eller anden måde fik jeg min mor overbevist om at købe en kæmpestor blank pistol med rødt bånd med krudt, så den kunne knalde. Jeg synes ikke den var speciel rar at skyde med, men jeg var venner med alle drengene i gården, så den virkede rigtig godt.
Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg ønskede mig helt vildt en enarmet tyveknægt, som jeg havde set i legetøjsbutikken. Det var sådan en man kunne spille rigtigt på, men den var sikkert dyr, og min mor syntes den var fjollet. Men jeg var en rigtig gambler-pige, og syntes det var smart, hvis jeg kunne få mine venner til også at smide penge i den. Jeg ville stadig gerne have en, men så skulle det være en ægte en … eller måske ikke.
Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg havde sådan en stor Fabuland-kasse, som jeg legede med, fordi billedet i æsken var af mig 🙂 Ja, meget ego! Jeg var model for Lego en enkelt gang, nok mest fordi jeg både kunne ligne en dreng eller en pige, og fordi jeg kunne være i mange lande (lys i huden med mørkt hår). Den kasse har jeg ikke mere. Jeg har prøvet at søge efter den, for den kunne være sjovt at have, men jeg har ikke kunnet finde den. Jeg har i det hele taget ikke har så meget tilbage af mit legetøj – jeg var vist rimelig rustik i forhold til oprydning da jeg blev større.
Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Det er mest brætspil. Min datter er lige fyldt syv, så vi kan spille Afrikas Stjerne, Kalaha og sådanne spil. Og så har hun lige lært at spille Matador, og det er helt vildt sjovt. Jeg har aldrig selv leget med Barbie-dukker, så jeg er virkelig dårlig til at lege med mine børn på de der dukkepræmisser. Så vil jeg hellere være med når de spiller Wii eller iPad – men mest brætspil.
Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Jeg ville virkelig gerne have haft en iPad. Jeg havde et bib-bib spil kaldet Den Trokjanske hest, som jeg brugte lang tid på. Havde jeg haft en iPad, så havde jeg været lykkelig – men jeg ville også have spillet alt for meget.
Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Min iPad der giver muligheden for lige at spille et lille spil for at tænke på noget andet, end det jeg lige er i gang med. Men ellers er det brætspil. Nu har jeg to små børn, og jeg arbejder meget – men jeg holder af at spille spil som Junta og drikke rødvin sammen med gæster. Men jeg når det ikke så ofte.
Foto: TV2