Back to the Future – klodser på tidsrejse
Interview med Masashi Togami – manden bag Tilbage til Fremtiden-sættet fra Lego CuuSoo
Da Masashi Togami i starten af august for første gang fik Tilbage til Fremtiden Lego-sættet mellem hænderne, var det en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse for den 34-årige japanske Lego-entusiast, som for to år siden satte gang i projektet via Lego CuuSoo.
“Jeg tror, at mit liv, som det ser ud i dag, havde været meget anderledes, hvis jeg ikke havde set Tilbage til Fremtiden-trilogien. Det var den første film, jeg så i biografen, og hele mit liv har jeg støttet mig til filmenes vise ord: ‘If you put your mind to it, you can accomplish anything,'” fortæller Togami.
Han er overbevist om, at selvom den første af de tre Tilbage til Fremtiden-film om teenageren Marty McFly, der strander i 1955 takket være en DeLorean-sportvogn ombygget til en tidsmaskine, kan fejre sit 30-års jubilæum i 2015, kan den stadig sætte gang i håb og drømme hos publikum. Selv har han drømt om at bygge den tidsrejsende DeLorean i Lego, siden han var barn.
“Jeg har altid synes,at tidsmaskinen fra Tilbage til Fremtiden og Lego var det perfekte match, og jeg prøvede mange gange at bygge den i Lego. Men som barn havde jeg hverken de nødvendige klodser eller nødvendige evner til at lykkedes med et så detaljeret projekt,” fortæller Togami.
Lego-drømmen sat på vågeblus
Derfor blev drømmen sat på vågeblus indtil Masashi Togami godt 20 år senere mødte minifigur-byggeren Sakuretsu, der dels kunne hjælpe ham med at skabe en prototype af bilen, men nok så vigtigt kunne konstruere Lego-versioner af filmens hovedpersoner Marty McFly og Doc Emmett Brown. I sommeren 2011 kunne Togami derfor endelig føje sit Tilbage til Fremtiden-projekt til Legos onlinefællesskab Lego CuuSoo.
På Lego CuuSoo har alle brugerne mulighed for at vurdere indsendte projekter, kommentere på dem og ikke mindst stemme på dem. Hvis et projekt opnår 10.000 stemmer, tages det op af et bedømmelsesudvalg nedsat af Lego, der skal afgøre, om projektet skal sættes i produktion. Det er en beslutning, der blandt andet beror på projektets kommercielle muligheder, licensrettigheder, legekvaliteter med videre.
“Det tog lang tid og var hårdt arbejde at opnå 10.000 stemmer. Adskillige brugere kom med kommentarer til den oprindelige prototype, og på den baggrund byggede Sakuretsu undervejs i processen flere og mere præcise prototyper, som vi kunne vise frem,” fortæller Togami.
Læs også: Tilbage til Fremtiden på klods
10.000 stemmer kræver meget arbejde
Han brugte samtidig meget tid på at opbygge et godt forhold til medierne, og fandt frem til de blogs, Facebook-sider med videre, som enten havde en interesse i Lego eller Tilbage til Fremtiden, for at kunne forsyne dem med nyt materiale om projektet. Togami havde også held med at få omtale på websider som Gizmondo, Engadget og Wired, hvilket virkelig battede i forhold til antallet af stemmer på Lego CuuSoo.
Tilbage til Fremtiden-projektet havde derfor held med at opnå 10.000 stemmer, og blev efter en tur i bedømmelsesudvalget bekræftet til produktion i 2012 med lanceringsdato i juli 2013.
“Jeg synes, at den endelige model er lykkedes rigtig godt. Der er dog en ting, som Sakuretsu og jeg gerne ville forbedre. Vi ville gerne have, at Marty og Doc kan sidde inde i bilen. Men hvis du bruger nogle af ekstradelene i æsken, kan bilen bygges om, så det kan lade sig gøre. Det er det bedste ved Lego – hvis du ikke er tilfreds, kan du altid selv bygge det anderledes,” siger Togami.
Royalty doneres til Michael J. Fox’ fond
Togami og Sakuretsu har samtidig besluttet, at den royalty på 1 procent af salget af Tilbage til Fremtiden-sættet, som de er berettiget til, i stedet skal doneres til den fond skuespilleren Michael J Fox (der spiller Marty McFly i filmene) har etableret til forskning i Parkinsons sygdom. En sygdom der i 2000 fik skuespilleren til at trække sig delvis tilbage.
Selvom Masashi Togami barndomsdrøm gik i opfyldelse med lanceringen af Tilbage til Fremtiden, har han fortsat travlt med at samle stemmer til en række nye projekter på Lego CuuSoo, der alle er baseret på de tre Tilbage til Fremtiden-film: En motoriseret udgave af den tidsrejsende DeLorean, Jules Verne-toget fra den tredje film, Biff Tannens Ford fra den første film samt en model af Hill Valleys Rådhus.
“Vi lægger snart endnu flere projekter op, og de har alle sammen brug for 10.000 stemmer for at blive til noget. Så vær rar at stemme på dem,” slutter Masashi Togami.
Læs også: Lego Ghostbusters er en barndomsdrøm gået i opfyldelse