Test: Hotwheels-ræs på væggen!
Bilbaner kan let fylde et helt stuegulv og er tidskrævende at pakke ud og rydde op. Men siden den første vægmonterede Hotwheels-bane kom på markedet i 2011, har forældre og børn dels kunne slippe for den konstante oprydning – dels været i stand til at udnytte de sidste tilgængelige kubikcentimeter på drengeværelset.
Redaktionen har modtaget senest opdaterede udgave af den batteridrevne vægbane – der bærer det mundrette navn ’Hot Wheels Wall Tracks Demolition Drop’ – og skippet den videre til testholdet. Nemlig William og Jonas på 7 og 6 år.
Sættet består af en masse enkeltdele, som kan virke en smule uoverskuelige. Så de voksne hjalp til med at kigge den lidt gnidrede brugsvejledning igennem og sætte delene sammen.
Samlearbejdet tager et kvarters tid, hvorefter banen skal monteres på væggen; det kræver ca. 120 cm. vægplads i bredden og en halv meter i højden.
Først satte vi den medfølgende plakat op, der dels er meget flot og stemningsskabende, dels har huller, som viser præcis hvor beslagene til banen skal sættes fast. Det er en gennemtænkt løsning, der gør det nemt at montere hele molevitten korrekt.
Monteringsbeslagene sættes op med dobbeltklæbende puder, og så var det endelig tid til at sætte et par D-batterier i og komme i gang med legen.
William: Se, nu kører den første bil.. Øj, det går stærkt, den bane er totalt psyko!
Jonas: Dragehovedet er det vildeste, se, det æder bilerne.. Ha! Bilen kom igennem, nu skal den op igen!
Banen fungerer ved, at en motordreven snegl trækker bilerne op til toppen af banen, så de kan køre ned igen. Undervejs kan drengene åbne og lukke nogle porte, så bilerne sendes ad alternative ruter.
Der er flere forhindringer undervejs, bl.a. et ret flot monsterhoved, hvis kæber ’æder’ bilerne samt en rundsav, der kan stoppe dem i et hop, så de ryger af banen.
Det hele er dog synkroniseret, så bilerne for det meste slipper igennem, hvis de følger sneglens kadence og der ikke pakkes for mange biler på sporet. Men det går der selvfølgelig også sport i; kan drengene ligefrem få bilerne til at støde sammen eller lande på hovedet i én stor bunke, er det jo en succes.
Jonas: Hey, se! Jeg skubber lige til den her port, så skal bilen flyve!
William: Sejt! Den røg ned bag sengen, jeg henter.
Jonas: Eij, dét er altså sjovt, det her..
William: Ja, der er slet ikke noget kedeligt ved den bane her, vel?
Jonas: Nej, slet ikke!
Drengene hygger sig voldsomt i et par timer, blandt andet med at undersøge, om banen også er sjov i mørke og med lommelygter – og det er den.
Vi finder også ud af, at det nok var en fejldisposition at sætte banen op, så bilerne kunne hoppe om bag et skab. For de kører temmelig stærkt og kan flyve et pænt stykke væk. Tiden går og vi glæder os gevaldigt over, at der ikke er noget oprydningsarbejde, da Jonas skal hjem igen.
Familien sætter sig til aftenbordet og er godt i gang med maden, da der lyder et rabalder inde fra Williams værelse. Banen er ganske enkelt drattet ned fra væggen, fordi et par af beslagenes klæbepuder ikke kunne holde vægten; heldigvis skete det ikke om natten. Der sættes et par ekstra klæbepuder på monteringsbeslagene og banen hænges op igen. Men denne gang går der ikke mere end en halv times tid, før den igen ligger på gulvet.Intet er gået i stykker, men plakaten har fået nogle grimme revner – og det står klart, at klæbepuderne ganske enkelt ikke fæstner godt nok på væggens malede glasvæv. Hvilket ikke harmonerer særlig godt med et af fabrikantens centrale argumenter for banen, netop at den ’ikke skader væggen’, men monteres uden værktøj.
Når dét er sagt, så er der ingen tvivl om, at banen var en succes, og at den helt sikkert vil blive brugt endnu mere i fremtiden – med et par ekstra skruer i væggen. Desuden kan banen udvides med andre Hotwheels-skinner, og dermed bliver hop og stunts endnu vildere.
Produkterne var stillet til rådighed af Mattel.