Farvestrålende ninjaer og grumme skeletter

Vi har taget en tur bag kulisserne på Legos populære Ninjago-univers

Længe før der stod fire ninjaer side om side i deres røde, blå, sorte og hvide dragt parate til at tage kampen op imod den grumme Lord Garmadon, var der ikke engang en ide. Faktisk begrænsede oplægget til Lego Ninjago sig til et ønske om at skabe en ny serie af Lego, der skulle henvende sig til drenge mellem syv og ni år. Det skulle være nyt, spændende og så skulle det også gerne kunne få tag i de drenge, som ellers ikke leger med Lego.

“Det er her, den kreative proces starter. Vi har et såkaldt front end-team og et konceptlaboratorium i Tokyo, som kigger på universer og historier men ikke så meget produkter. De arbejder med, hvad drenge vil synes, er sjovt om et par år,” fortæller William Thorogood, der er designansvarlig på Lego Ninjago.

   Læs også: Lego Chima: Heltemodige løver og grumme krokodiller

Børn er vilde med ninjaer

I de indledende faser arbejder designerne hos Lego i høj grad med at finde frem til, hvad børn i målgruppen synes, er sejt. Det sker blandt andet gennem en stribe fokusgruppetest, hvor børn inviteres på besøg for at se, tale om og ikke mindst digte historier på baggrund af en række såkaldte boards, som William Thorogood bedst kan beskrive som en slags filmplakater med forskellige figurer og miljøer.

“Første gang vi viste et board med ninjaer, var børnene vilde med dem – de elskede ninjaerne. Men ikke noget andet på boardet, som de synes var forvirrende. De kunne ikke se, hvem der var de gode eller onde, eller hvad al boardets action gik ud på. Men ninjaerne var fede. Da vidste vi, at vi havde fat i noget rigtigt med figurerne, men at vi skulle bruge længere tid på at udvikle det.”

Ninjaer mod skeletter

I stedet besluttede Lego sig for i første omgang at udvikle et andet board med undervandsmiljøer, der blev til produktserien Atlantis, og gik i tænkeboks med hensyn til ninjaerne. Holdet kiggede på, hvem ninjaerne var, hvem de sloges imod og begyndte at opbygge et genkendeligt univers baseret primært på stiliserede ikoner fra især Japan. William Thorogood fortæller, at især en skitse på en serviet af en ninja, en drage og et magisk våben i en glaskasse satte godt gang i fantasien hos designerne, og præmisserne for Ninjago-universet begyndte at tage form.

“Med en ny serie skal der være et indgangspunkt, og skeletterne var nemme for drengene at forstå som skurke. Så det blev hurtigt ninjaer mod skeletter. Oprindeligt havde vi så fem sorte ninjaer, men dem kunne drengene ikke kende forskel på, så de fik forskellige farver. Det giver måske ikke så meget mening at have ninjaer i klare farver, når de skal kunne snige sig omkring. Men det gør det nemmere for drengene at relatere til figurerne og lege historier med dem.”

   Læs også: Fortiden møder fremtiden i Lego Nexo Knights

Har ninjaer brug for køretøjer?

En anden udfordring ved Ninjago var, at ninjaer som udgangspunkt er seje nok i sig selv, og ikke umiddelbart har brug for noget ekstra. Men en ny Lego-serie kræver også, at der er modeller at bygge, og ved at udstyre skeletterne med køretøjer måtte ninjaerne blive venner med drager, så de kunne klare sig i kampen.

“Hvis du spørger en syvårig, så hænger drager og ninjaer sammen. Og når vi nu fortsætter historien ind i Ninjagos andet år, så introducerer vi slangerne som skurke – og som alle jo ved, når en slange bider et køretøj, så bliver det til et slangekøretøj. Samtidig får ninjaerne køretøjer. De har lært at mestre de gyldne våbens sande potentiale, og våbnene kan så forvandle sig til forskellige køretøjer.”

Spinjitsu – ældgammel kampsport med tre år på bagen

Da en del af oplægget til den nye serie af Lego også var, at den skulle kunne få tag i drenge, som ikke nødvendigvis synes særligt om at bygge eller lege rollelege med klodserne, skulle Ninjago også være et univers, som der fandtes andre lege i. Tanken var at skabe et spil til de drenge, som Thorogood kalder “energy-boys”, hvor figurernes handlinger var konkrete og fysiske, og ikke blot noget der udspillede sig i fantasien – her blev snurretoppene løsningen.

“Snurretoppen var en ret enkel ide, og det med at figurerne snurrer rundt var egentlig ret cool – vi skulle bare finde på noget at bruge det til. Derfor opfandt vi den ældgamle kampsportsform Spinjitsu, som har tre år på bagen nu, men som vi påstår, er endnu ældre. En kampsport, hvor figurerne bevæger sig så hurtigt, at de forvandler sig til små tornadoer. Det gav cool, små kampe, hvor ninjaerne tørner sammen, og den, der snurrer længst, har vundet. Det var okay, men ikke fantastisk.”

Forløsningen i designet af spillet var, da de roterende figurer fik mulighed for at vippe hinanden af snurretoppene. Noget, der ifølge designeren var langt sværere at løse rent teknisk, end holdet havde regnet med. Men det virker, og ved at kombinere snurretoppene med samlekort synes Thorogood, at spillet har fået et taktisk element, som øger dets levetid blandt især de lidt ældre drenge.

Nye Lego-designs skal bygges

“Vi begynder ret tidligt i processen at bygge modeller. De ligner slet ikke det, der kommer ud på hylderne, og nogle af dem falder fra hinanden, bare du rører ved dem. Men det er for at afprøve, hvad der kan lade sig gøre.”

William Thorogood fortæller, at det er sjældent, at designerne laver meget mere end en lille skitse, før de går i gang med at bygge. Selvom de har software til rådighed, hvor de i teorien kunne bygge hvad som helst, så er det langt nemmere bare at kaste sig over klodserne, der alligevel befinder sig overalt i kontoret. Det er først langt senere og efter adskillige revisioner, at modellerne endelig bevæger sig ind på computeren til de sidste finjusteringer og opbygning af samlevejledning.

Hele designprocessen er i meget høj grad en fælles indsats holdet imellem, hvor alle kan komme med forslag og ideer, og hvor alting, ligesom de endelig produkter, konstant skilles ad og samles igen med stadig bedre resultater. Alle på holdet er ifølge Thorogood interesseret i at nå frem til samme sted – det bedst mulige produkt. Derfor falder det helt naturligt for holdet at sørge for, at historie og klodser ikke stikker af fra hinanden, og at nye ellers seje designs til fx skeletterne ikke gør, at de pludselig ikke passer ind i andre Lego-sammenhænge med biler og lignende.

Fra prototyper til færdige designs

William Thorogood beskriver designprocessen som en slags tragt, hvor modeller og design stille og roligt raffineres til et portfolio, som i sidste ende kan præsenteres for ledelsen sammen med en forretningsplan, marketingskoncepter og budgetter. Dernæst udstikkes nogle økonomiske rammer, hvilket blandt andet afgør, hvor mange nye Lego-elementer, der er råd til at få produceret til serien.

I løbet af de følgende tre til fem måneder skal der så produceres de endelige prototyper, som både skal passe til målgruppen i forhold til sværhedsgrad, men også hvad angår fx stabilitet. Som designeren siger, kan man altid være sikker på, at der er et barn i en fokusgruppetest, som tager fat i en ny model på en måde, som det slet ikke var tiltænkt. Det handler derfor om at sikre, at de enkelte modeller leverer gode oplevelser, både når de bygges og leges med.

“Vi udvikler en række modeller til forskellige prispunkter og ved på baggrund af det, cirka hvor mange klodser der skal i hver boks, for at pris og værdi hænger sammen. Men her er det også meget vigtigt ikke kun at tage væk og fjerne klodser i designet – vi skal også sørge for at levere en god oplevelse, et produkt med god legekvalitet.”

Ninjago en kæmpe succes

Når designeren kigger på Ninjago-serien i dag, er han mest overrasket over, at historien om de fire ninjaer Kai, Jay, Cole og Zane, har formået at tiltrække en langt bredere målgruppe end oprindeligt planlagt – også blandt piger. En succes han blandt andet tilskriver tv-tegnefilmen, som er skrevet til børn, men på en måde så voksne også kan holde ud at se med, siger han.

Ninjago har fra starten været planlagt til at befinde sig på butikkernes hylder i et par år, inden der skal gøres plads til en ny serie, og William Thorogood har allerede bevæget sig videre til det næste projekt: “Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvad det er endnu. Men der er en god historie, tiltalende figurer og så er det helt nyt. Noget drenge ikke har set før, men som de vil genkende som Lego og vide, hvordan de skal lege med,” slutter William Thorogood.