Legetøjsminder: Forfatter Lasse Holm

Forfatteren og grafikeren Lasse Holm er udgivelsesaktuel med sin tredje roman Romeren, der udkom i februar til store anmelderroser. Det er en storpolitisk thriller, der foregår i Rom år 91 før vor tidsregning og bygger på virkelige begivenheder.

Lasse Holm har i mange år designet emballager og brochurer til Lego. Derudover har han skrevet og tegnet fem seriealbum, arbejdet med bogomslag og layoutet foreløbigt 62 numre af STRIP!, Danmarks eneste trykte magasin om tegneserier, samt komponeret en CD med elleve popnumre, der blev udgivet sammen med hans første ungdomsroman.

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Når jeg tænker tilbage til min barndom kan jeg faktisk ikke huske meget andet legetøj end Lego. Jeg og min bedste legekammerat Jakob var dog også nogle gange udenfor. Så byggede vi byer med veje og huler til smølfefigurer i sandkassen. Eller vi byggede forter, som vi kunne lege cowboys og indianere i. Eller gik i parken og byggede huler af grene og affaldstræ, som vi fandt.
Alting gik ud på at bygge. Når vi tyede til andre materialer end farvede plasticklodser, var det som regel af nød, fordi bedrevidende voksne mente, det var synd, vi sad indenfor i dejligt vejr. Jakob havde arvet en gigantisk Lego-samling fra medlemmer af hele sin familie, og på hans loftsværelse havde vi på to sammenstillede borde konstrueret en by med tilhørende månebase og ridderborg. Omkring det hele kørte det gule og røde tog med to passagervogne rundt på sine grå skinner. Når man skruede helt op for transformatoren, kunne man få toget til at køre af sporet, og var man heldig, faldt det ud over kanten af bordet og eksploderede mod kokostæppet i hundredevis af stykker.

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Den store Lego rumkrydser. Jeg kan stadig huske følelsen, som af elektricitet gennem kroppen, da jeg første gang så den i 1980-kataloget. Den lignede en stor, uregelmæssigt formet grå deltavinge under et blåt styrehus med gule ruder, og et haleparti, der kunne deles i to, så en månejeep kunne køre op ad den indbyggede rampe. Jeg har senere fundet ud af, at mange andre mænd på min alder deler min passion for den bestemte model. Til overflod kunne rumkrydseren så lande i et månelandskab med en lille kontrolstation. Jeg havde aldrig før set noget så cool. Jeg ønskede mig den brændende, indtil den efter et par år blev afløst af andre, mindre veldesignede modeller.
Det hjalp dog, da Jakob fik den i julegave samme år. Jeg fik lov at skille den ad og bygge den igen, og kunne på den måde lade som om det var det min egen. Det var dog ikke helt det samme.

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Lego er generelt ret holdbart. En antenne kunne knække, eller tværpladen brække af et haleror, men for det meste holdt plastikken til alt, hvad vi udsatte det for.
Andet legetøj gik lettere i stykker. En riffel, der kunne knalde krudtbånd af, samtidig med at den skød små plastickugler afsted over en afstand på op til ti meter, var god at have med i cowboyfortet. Men da mekanismen til affyring af plasticbolde gik i stykker, forsvandt magien. Alle andre våben kunne jo også fyre krudtbånd af.

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?
Lego Star Wars. Rumskibe og figurer fra de klassiske film, fra de nye, fra Clone Wars, det hele!
Jeg byggede engang Tusindårsfalken i røde klodser, da det var dem, Jakob og jeg tilsammen havde flest af. Grå klodser var faktisk lidt af en sjældenhed, dengang. Resultatet var, som man kan forstille sig, lidt sørgeligt. Vi lavede vores egne stormtroopers, ved hjælp af hvide rummænd med et sindrigt system af små papirspølser sat udenpå plastichjelmene, som vi så overklistrede med LetraSet klæbeetiketter, og tegnede øjne og luftaggregater på. Det fungerede, men kun lige netop.
Når jeg i dag ser de vellignende rumskibe, der kan købes i alle legetøjsbutikker, får barnet i mig lyst til at sparke ud efter et eller andet af ærgrelse over, at det ikke fandtes dengang. Jakob og jeg ville have givet en arm hver for en vellignende model af en X-wing. Med vores to tiloversblevne arme kunne vi så have bygget den sammen.

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Jeg fik engang en Playmobil-mand i en rød sportsvogn, med en kuffert fuld af værktøj i bagagerummet. Det var et fantastisk stykke industrielt design, med gennemført støbning og svungne linjer. Det overgik klart alt, hvad jeg som barn selv kunne bygge. Jeg kan i dag se, hvor velproduceret legetøj Playmobil er, men dengang forstod jeg aldrig pointen. Hvorfor lave noget, der tilnærmelsesvist lignede Lego, men ikke kunne bygges om? Jeg prøvede faktisk at skille bilens røde overdel fra den grå bund, med det resultat, at limsøjlerne indeni knækkede, og bilen ikke kunne sættes sammen igen.
Generelt var der meget legetøj, der ikke sagde mig noget. Faktisk det meste af det, der ikke var Lego. Eller rettere sagt: faktisk alt, der ikke var Lego.
Jeg var et meget ensporet barn. Det har så gjort mig til en meget alsidig voksen.
Eller også har det ikke.

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Jeg må svare som mange voksne – og i øvrigt også børn – i dag: min Mac. I princippet er den et arbejdsredskab, men den muliggør en arbejdsproces, der til forveksling ligner leg.
En emballage fungerer bedst, når den er blevet leget frem. Det samme gælder en tegneserie eller et magasinlayout. Selv en roman har godt af, at man afviger fra planen og bare skriver ud ad en tangent, og ikke stopper igen, ikke engang for at tænke over, hvordan man kommer tilbage til det oprindelige plot. Det stykke arbejde tager jeg så dagen efter, mens jeg bander over alt det ekstra arbejde. Det interessante er, at nogle af indfaldene bliver hængende, muligvis i en anden form.
I Romeren er der mange scener og personer, det ikke fra starten var planen at tage med, men som har trængt sig på, og nærmest skrevet sig selv ind i manuskriptet. Det er ofte dem, jeg synes bedst om.